Randers kommune mærker stor stigning i ældre, der ønsker at flytte i bofællesskab

Nyt tilbud skal hjælpe dem videre med den fælles drøm

Udkast til seniorbofællesskab. Foto taget 07-10 af Asbjørn L. Mogstad

Bofællesskaber for seniorer skyder i disse dage op i de fleste danske kommuner, og også i Randers kommune kan man mærke en stigende interesse omkring boformen fra de ældre borgere.

Derfor lancerer kommunen nu en særlig hjemmeside, der skal hjælpe de ældre rundt i den jungle af regler og hensyn, der skal tages, når idéen om at etablere et bofællesskab skal gå fra drøm til virkelighed.

En af hovedmændene bag projektet, bosætningskoordinator Søren Brøndum Christensen, udtaler følgende omkring formålet med den nye side:

”Uden den rette vejledning, kan det være en helt uoverskuelig proces at nå i mål med etableringen af et bofællesskab. Man kan have den her romantiske drøm om, at man har nogle lækre bygninger, køkkenhave og nogle høns, man går og passer sammen.

Men der er lang vej fra at drømmen opstår, til man finder nogle folk, der vil det sammen som én selv, og til at man finder et sted, hvor det kan lade sig gøre – ikke mindst, hvad angår økonomi”

Netop det sidste punkt, omkring finansiering, søger kommunen at imødegå ved at stille sin nye onlineguide til rådighed for interesserede borgere.

Flere private investorer viser interesse i at investere i opførelsen af bofællesskaber

I tidligere tider var det primært selvorganiserede grupper af kommende beboere, der satte sig for at bygge bofællesskaber, som de selv ville bo i.

Det nye på området er, at initiativet nu også starter hos de professionelle investorer, der har fattet interesse for særligt seniorbofællesskaberne og som satser på at skabe de nye bofællesskaber i dialog med de kommende beboere.

Dette punkt har kommunen fået øjnene op for, og et af tilbuddene på den nye hjemmeside bliver netop et forsøg på at matche investorer og seniorer til gavn for alle parter.

Dette vil man blandt andet gøre ved at skabe opmærksomhed omkring såkaldte ”bofællesskabskonferencer”, der med fordel kan ses som en slags speeddating for alle de forskellige aktører, der har interesse i at etablere bofællesskab i Randers kommune.

Kirsten Ohmand Jensen med sit udkast til et fremtidigt seniorbofællesskab. Foto taget 07-10 af Asbjørn L. Mogstad

Kirsten Ohmand Jensen, 74, har selv gået med tanken om at starte et seniorkollektiv op i sit eget lokalområde.

Hun hæfter sig ved, at det sværeste ved projektet indtil videre har været at finde finansering.

Med det nye tilbud, ser hun lysere på fremtiden, da hun tror på, at det vil være lettere for hende at tiltrænge eventuelle pengemænd, nu hvor hun ikke står helt alene, men har kommunen i ryggen til at bakke hende op.

Den nye hjemmeside går i luften ved udgangen af oktober måned.

, ,