Trafik i midtbyen deler vandene i Randers

Bilernes fremtid i Sløjfen var i mandagens byråd under politikernes lup. Flere partier peger på en bilfri bykerne, men Cityforeningen og Randers Handelsråd siger fra.

Indgangen til Burschensgade, Foto: Svend Andreas Worre Sørensen

Forlader man Frelsen, Imerco eller en af de andre forretninger i bykernen, kan en bil meget vel være det første, man støder på. Trafik i sløjfen er et emne, der splitter politikere, foreningsfolk og borgere i Randers.

Torvegade, Slotsgade, Rådhusstræde og Sankt Mortens gade skiltes som gågader. Alligevel bliver randrusianerne til fods jævnligt overhalet af biler. ”Al kørsel tilladt” afslutter nemlig skiltene, der informerer borgerne om trafikforholdene. Dette vil bl.a. Enheds- Beboer- og Velfærdslisten samt Radikale Venstre ændre på, og derfor var det et emne på byrådsmødet tidligere på ugen.

Uenigheder om sløjfen

Mogens Nyholm fra Radikale Venstre kører i sin bil, imens han forklarer.

”Det, at sløjfen mister biler skal gøre, at der kommer flere folk ned i byen,” siger han og fortsætter.

”Der er ingen tvivl om, at der er mange der fravælger Randers midtby, da man kan gå i fred ude i storcentret. Man kan ikke gå rundt inde i Randers midtby uden at være bange for, at der kommer en bil drønende.”

Det er derfor Mogens Nyholms holdning, at bilerne på sigt skal ud af midtbyen.

At bilerne kommer drønende, og at mange fravælger midtbyen, genkendes dog ikke hos Mette Bræmer-Jensen. Hun er citychef i Randers Cityforening, og lægger sig ud med politikerens påstand.

”Jeg kan slet ikke genkende, at butikker lukker. I mine øjne sker der det, at butikker åbner. Der er fem på vej, så jeg synes, at Mogens Nyholm skal holde sig opdateret i den virkelige verden,” siger Mette Bræmer-Jensen.

For tiden står der kun et enkelt lokale tomt i sløjfen, som er undervejs til at blive overtaget. Hun bakkes op af Formand for Randers Handelsråd Finn Møller.

”Nu har jeg boet i Randers længe, og der er aldrig blevet kørt nogen ned. Vi har også hørt politiet, og de siger det samme,” siger han og fortsætter.

”Bilerne kører jo aldrig mere end 10-15 km/t, og der er jo fortove i siderne”.

Krydset ved Rådhusstræde og Torvegade, Foto: Svend Andreas Worre Sørensen

Stadig mulighed for kørsel

Inde i den omtalte zone ligger Hotel Randers, der ikke kan undvære indkørslen. Ligeledes skal alle forretningerne have varer, og derfor går forslaget i byrådet ikke på total lukning af trafikken.

Det handler kun om almindelige bilister, der muligvis i fremtiden må finde en anden vej rundt i byen. På byrådet mandag blev forslaget sendt til det nye regulativ sendt til høring, og man kan derfor komme kommentarer de næste 8 uger. En mulighed, som Mette Bræmer-Jensen umiddelbart godt kunne ende med at gøre brug af.

”De butikker, der bor i sløjfen, gør det, fordi de gerne vil have den trafik. Det er et attraktivt sted at have sin butik, fordi man nemt kan komme til og fra. I og med vi jo har gågader i forvejen, så er vi jo bare privilegerede, at vi både har det ene og det andet,” siger hun.

Lytter man til Mogens Nyholm får man dog et noget andet billede.

”Jeg mener, at uden de selv er klar over det, så mister de omsætning hver eneste dag,” påstår han, og forklarer, at det er tre uafhængige eksperter, der har sagt det på et lukket møde i kommunen.

, ,