Corona lukker tilbud for sociale udsatte: ”Det kan ødelægge vores forening”

I sidste uge lukkede foreningen SAM for socialt udsatte grundet det høje smittetal i Randers. Mange sociale tilbud skal leve med uvisheden omkring nedlukningen, men flere foreninger oplever stadig interesse for tilbuddene.

Forhøjede smittetal og nedlukninger kan ramme alle i samfundet, og i sidste uge ramte det foreningen SAM, der støtter sociale udsatte med en række aktivitetstilbud. Det har resulteret i en uges forebyggende nedlukning i foreningen.

FOTO: Thomas Boel Nielsen

I Center for psykiatri står man for en række præventive tilbud i kommunen, og de har oplevet større interesse for hjælp. Derfor er det problematisk, at de er tvunget til at lukke netop nu.

”Specielt når man ser på tilbud som pladser på bosteder, er der kommet en større interesse, fordi nogen føler, at situationen omkring corona er for voldsom,” siger Agnete Etzerodt Lund, leder af Center for Psykiatri i Randers Kommune

Udvikling bliver til afvikling

Ifølge Agnete Etzerodt Lund er det problematisk, når nedlukningen rammer de sociale tilbud såsom aktivitetsture og begivenheder, når problematikkerne i forvejen er sat på spidsen for denne befolkningsgruppe.

”De problemer, man har hørt om i medierne – at man bliver ensom, og at man ikke kan se sine venner, har de socialt udsatte også. De har bare ingen andre at gå til,” fortæller hun.  

Desuden uddyber Agnete Etzerodt, at det er en udfordring, da mange af de udsatte også er i risikogruppen. Dermed kan der skabes et yderligere lag af frygt.

Det vækker ligeledes bekymring hos Rita Wohlfeld, da de sociale tilbud kan være det værn, der kan få dem ud af misbrug eller arbejdsløshed.

”Folk bliver også bange for at miste, fordi de er blevet svigtet i deres liv. Derfor er der sandsynlighed for, at de giver op,” fortæller hun.

Derfor bliver Rita Wohlfeld og resten af SAM nødt til at være påpasselige, når man kigger på smittetallene. Oplever de en nedlukning igen eller smitte i foreningen, så kan det stoppe arbejdet med de udsatte, da SAM bl.a. hjælper udsatte ud af misbrug og ind i en almindelig hverdag.

”Det er også der, hvor situationen bliver utålelig, fordi det kan ødelægge hele foreningen,” siger Rita Wohlfeld.

Samtalen er midlet

Hos Rita Wohlfeld har man oplevet meget bekymring fra dem, der benytter sig af deres tilbud.

”De kan være bange for at falde tilbage i misbrug, og hvad med det netværk, som de har opbygget gennem os?” fortæller Rita Wohlfeld.

Udover at overholde retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, har man taget en række midler i brug mod smitten – men også bekymringerne. Det vigtigste i foreningen SAM har været samtalen om situationen og erkendelsen af den.

”Vi forholder os til det, og vi øver os. Vi italesætter det hele tiden, og vi fejrer ikke noget under gulvtæppet omkring situationens alvor, og det sætter borgerne pris på,” fortæller Rita Wohlfeld.

På trods af restriktioner på de sociale tilbud fastholder både Rita Wohlfeld og Agnete Etzerodt Lund, at ingen bliver overset i corona-forvirringen.

”Sidder vi halvtreds inde i et lokale, og kommer der en, der gerne vil have hjælp, så finder vi en, der kan gå en tur med vedkommende,” fastholder Agnete Etzerodt Lund.