Campingpladser i Randers Kommune hitter under coronakrisen

Det har været en særdeles god coronasommer for campingpladser i Randers Kommune, der har haft flere overnattende gæster end forrige sommer.

På Randers Fjord Camping er der stadig mange fastlæggere, der skal have det sidste ud af campingsæsonen. Foto: Casper Pagh

Lave forventninger blev henover sommeren gjort til skamme hos campingpladsejere i Randers Kommune, der havde frygtet det værste på grund af corona.

De oplevede nemlig i stedet en markant stigning i antallet af gæster på campingpladserne i sommermånederne i forhold til sidste år.

Tilbage i marts, da coronavirus lukkede Danmark og resten af verden ned, var det også de færreste, som havde troet, at der ville komme noget godt ud af pandemien.

Det gjaldt også for Torsten Hauch, ejer af Randers Fjord Camping i Udbyhøj. Han har for første gang i fire år haft fremgang i sin forretning, hvilket er stik imod, hvad han havde turde håbe på.

”Det er gået over al forventning. Jeg troede ikke på det i foråret, for jeg så ikke et øje herude. Og da man så åbnede op, var folk lidt forskrækkede, indtil det gik op for dem, at det var et frirum fra corona at være herude,” fortæller den 74-årige campingpladsejer.

Campingplads lukkede frivilligt ned

Hos Randers City Camp har man ligeledes set en opadgående kurve, da der i juli og august var knap 1000 flere overnattende, end hvad man havde i samme periode sidste år.

Ejer Bianca Andersen beretter ellers om et mørkt forår, hvor campingpladsen frivilligt lukkede ned i tre uger og fik et utal af afbestillinger.

”Fra den 23. marts valgte vi at lukke ned, da vi fornemmede, at vores gæster ikke tog de nødvendige forbehold,” udtaler Bianca Andersen, der også fortæller, at det væltede ind med afbestillinger i foråret.

Det var især nordmænd og tyskere, der måtte afbestille deres ophold på campingpladsen før sommeren, da grænserne var lukkede.

Flere fastlæggere og gang i iskiosken

I Udbyhøj hos Torsten Hauch har gæsterne været de samme fastlæggere i mange år, og stigningen er kommet på det rette tidspunkt for Randers Fjord Camping, der de seneste tre år har været ramt af et generationsskifte.

”Det har mest været ældre mennesker herude, og der har været et generationsskifte på vej i noget tid. I år har vi faktisk fået seks nye familier, og det er første gang i mange år, at gæsterne har været så unge.” siger ejeren af campingpladsen gennem 23 år.

På Randers City Camp er salget af faste campingpladser i efteråret steget, og samtidig har der været ekstra gang i iskøleren i campingpladsens kiosk.

”Vi har meget større efterspørgsel på vores faste pladser i efteråret, og så er salget af is steget med 25 procent,” siger Bianca Andersen, der tror, at de mange solgte is muligvis skyldes det højere feriebudget hos familier, der er vant til at rejse ud om sommeren.

Mange campister i hele landet

Og det er ikke bare campingpladser i Randers Kommune, der har oplevet en stigning i antallet af besøgende.

Ifølge Danmarks Statistik var der over en kvart million flere overnattende på danske campingpladser i sommeren 2020 i forhold til sidste år.

Et tal der især skyldes campingpladser i Region Midtjylland og Region Nordjylland, hvor forøgelsen har vist sig at være størst.

Ejer Bianca Andersen tror og håber på, at flere danskere har fået øjnene op for livet på campingpladserne, der i følge hende har meget at byde på.

”Vi har haft rigtig mange nye og anderledes gæster, og selvom mange måske går tilbage til ferie i udlandet næste år, så tror jeg, at vi har fået rykket lidt på folks opfattelse af, hvad camping og ferie i Danmark kan,” nævner hun.