Tag på date med din kommende arbejdsgiver

Jobcenteret i Randers har i dag for tredje gang afholdt jobdating inde i midtbyen. Her kan du som ledig “date” din kommende arbejdsgiver.

Foto: Thomas Boel Nielsen

Kaffen er brygget, håndspritten er sat frem og 11 virksomheder står klar med åbne arme til jobansøgere ved Underværket i Randers. Casper Christensen er én af de mange jobansøgere, der er til stede.

“Det giver en klar idé om, hvad virksomhederne tilbyder”, mener Casper Christensen på 20 år. Han vil læse til pædagogisk assistent og vil derfor gerne have mere erhvervserfaring inden studiet.

Flere står uden job

Ledigheden i Randers kommune har siden juni i 2019 steget med 32,7 procent, viser en ny rapport fra Det Regionale Arbejdsmarkedsråd. Dette er sket i lyset af Covid-19, mener Jacob Beck Wätjen, rådsformand for Det Regionale Arbejdsmarkedsråd.

Morten Carlsen er klar til sænke ledigheden, og står med det nyetablerede firma Danish Green Solution for første gang til jobdatingen.

“Det er gået over alt forventning”, siger han. Han har allerede 11 potentielle nye ansatte.

Bedre muligheder

Jobdating startede i Esbjerg Kommune, hvor Tine Arensbach, chef for Jobcenter Randers Erhverv, hev idéen med hjem til Randers.

Hun mener både, at virksomhederne og de ledige vinder mere ved det fysiske møde end bag skærmen.

“Det er fedt at lade de jobsøgende tage noget initiativ selv”, siger hun. Desuden mener hun, at de ledige får bedre muligheder på jobdating end ved autogenerisering på mail.

Heidi Vestergaard Hove-Nielsen, kunde- og personalekonsulent fra JKS, modtager de ledige med smil og åbent sind. (Foto: Thomas Boel Nielsen)

Job i sigte

De første to events har givet flere jobs til de ledige. Indtil videre har i alt fem ledige fået job igennem de to jobdatingevents, oplyser Jobcenter Randers Erhverv.

En af dem, som måske kan tilbyde Casper Christensen eller én af de andre jobansøgere et job i denne omgang, er Heidi Vestergaard Hove-Nielsen fra JKS. Ved det forrige jobdating event i september, fik hun sat en ny i arbejde allerede dagen efter.

“Jeg bad ham om at ringe til mig 12:30, og fik ham efterfølgende kaldt ind til en samtale kl. 14. Derefter kontaktede jeg den potentielle arbejdegiver og næste dag stod han på jobbet kl. 07”, siger hun.

Læs mere omkring eventet på https://www.randers.dk/nyheder/jobdating-nyt-jobmessekoncept-i-randers/