Borgere i Udbyhøj: ”Landvindingslaget og kommunen røvrender os”

Vedtægtsændringer og en ny opkrævningsmodel i Raaby-Tørring Landvindingslag har fået borgere i Udbyhøj til at stimle sammen. Centrale oplysninger har været skjult, og bestyrelsesformanden er fuld af løgn lyder kritikken. Nu vil de vælte ham.

John Jespersen og Karen Frederiksen har søgt agtindsigt i forhold omkring Raaby-Tørring Landvindingslag. Foto: Simon Sig.

De kalder sig ’Modstandsgruppen’, og de er rasende. Anført af Karen Frederiksen og John Jespersen har en klynge borgere i Udbyhøj fundet fælles fodslag imod bestyrelsen i Landvindingslaget Raaby-Tørring Enge, der i de sidste år ifølge gruppen har haft lemfældig omgang med sandheden og holdt væsentlige oplysninger skjult.

”Det kan ikke lade sig gøre at kommunikere med folk, der lyver”, siger John Jespersen.

Landvindingslaget

Landvindingslaget har siden 1960’erne stået for afvanding af små 1000 hektar landbrugsjord i området mellem Raaby og Tørring, og ydermere har de været ansvarlige for oversvømmelsessikring af Udbyhøj.

Udgifterne til afvanding og oversvømmelsessikring var indtil 2019 delt mellem borgere og jordejere med en arealmæssig opkrævning. I forbindelse med en række vedtægtsændringer vedtog man i 2019 en ny takseringsmodel, hvormed opkrævningen blev baseret på værdisikring. Dermed blev betalingsraten markant højere for boligejerne i Udbyhøj.

”Før betalte jeg 600 kr. Flere af mine naboer i mindre huse betalte kun 30 kr. Nu skal vi alle betale et grundbeløb på 1875 kr. Det er en mærkbar forskel”, siger Karen Frederiksen.  

Mangelfuld information

Ændringerne blev vedtaget på en generalforsamling den 27. juni 2019, hvor 23 borgere var mødt op. Op til generalforsamlingen havde der været en række informationsmøder, der ifølge John Jespersen og Karen Frederiksen handlede om alt mulig andet end markante prisstigninger.

”Jeg havde spurgt flere gange, hvor meget den takst ville blive forhøjet, og jeg fik bare at vide, at det ikke blev ret meget”, siger Karen Frederiksen.

I annonceringen af generalforsamlingen gled man ifølge Modstandsgruppen også for let henover væsentligheden af dagsordenens centrale punkter:

”Vi fik ikke oplysninger om, at der skulle stemmes om så vigtige ting. Vi fik bare en besked i vores e-boks nogle dage efter, om at prisstigningen var vedtaget, og at vi kunne klage, hvis vi ville det”, siger John Jespersen.

Der er smukt ved vandet i Udbyhøj. Stemningen mellem borgerne og Landvindingslaget er derimod ikke så køn. Foto: Karen Frederiksen.

Ingen opbakning i kommunen

Modstandsgruppen gik herpå sammen med borgerforeningen om at samle borgere til en klage indeholdende fem punkter, der blev indsendt til kommunen. Kommunen, der er tilsynsførende med Landvindingslaget, fejede alle punkter af, og godkendte generalforsamlingens resultat. En aktindsigt, som Randrusianeren har fået indblik i, viser, at kommunen har godkendt bestyrelsens informeringsarbejde, på trods af at den nye takst ikke blev offentliggjort før til generalforsamlingen.

”Det mest frustrerende er jo, at vi samler så mange folk og laver en seriøs klage, og så afviser de det hele blankt”, siger John Jespersen.

Chef for Natur og Miljø ved Randers Kommune Nels Marcussen vil ikke på stående fod forholde sig til kritikken fra Modstandsgruppen på grund af sagens kompleksitet.

Bestyrelsesformanden afviser anklagerne

Årets generalforsamling er grundet covid-19 blevet udskudt af to omgange, hvormed forholdene ikke formelt har været diskuteret. Bestyrelsesformand Bjarne Lykkemark afviser dog, at der skulle være fejet noget ind under gulvtæppet:

”Vi har fulgt vedtægterne meget nøje hele vejen igennem, og vi lavede fire informationsmøder, hvor vi redegjorde for ændringerne. Den mudderkastning der foregår, ønsker jeg ikke at forholde mig til.”

Karen Frederiksen er fortsat opsat på at få diskuteret forløbet på en generalforsamling, og hun mener ikke, at bestyrelsesformanden med sin ageren hidtil kan blive siddende:

”Vi er blevet misinformeret af formanden, vi har intet fået at vide, og kommunen besvarer os så med, at vi er blevet vældig godt informeret. Jeg synes simpelthen, vi er blevet røvrendt.”

Generelforsamlingen er fastsat til afholdelse i november.  

,