Hobbyprojekt støtter Knæk Cancer

Heidi Skjøttgaard og hendes far har oplevet stor opbakning til salg af sten med Knæk Cancer-blomsten. Projektet skal rejse penge til den landsdækkende Knæk Cancer-kampagne. 

Til venstre ses Heidi arbejde på at male sten. Til højre ses Henning med de små sten-banditter. 
Foto: Heidi Skjøttgaard

Hos familien Skjøttgaard har de sat sig et mål. De vil sælge 100 Knæk Cancer-sten til 20 kroner stykket. Pengene går ubeskåret til Knæk Cancer-kampagnen, som løber af stablen i uge 41-43. Som et hobbyprojekt maler de små sten, der er fundet ved Thorup Strand i Nordjylland. Stenene bliver påført den velkendte Knæk Cancer-blomst og derefter lakeret. 

Opbakningen fra randrusianerne har været større, end Heidi og hendes far havde turde håbe på, da de startede projektet.  

”Det er lidt vildt. Folk skriver om deres personlige historier, og om hvordan de har oplevet at have sygdommen tæt på kroppen,” siger Heidi Skjøttgaard. 

Stor opbakning på de sociale medier

Stenene er blevet delt på de sociale medier, hvor familien har oplevet stor opbakning. Faktisk står de nu i den situation, at de blot har knap 30 sten tilbage. Derfor planlægger Heidi og Henning, at de i den kommende uge skal lave et nyt parti, så de kan følge med efterspørgslen.

”Dengang, vi lavede 100 stk., tænkte vi, at der var rigeligt til d. 24. oktober, men nu er der gået en uge, og jeg tror, at vi får udsolgt inden weekenden,” lyder det fra en begejstret Heidi Skjøttgaard. 

Netop derfor kommer familien formentlig på arbejde, nu hvor der skal produceres flere sten. Det betyder, at en større del af efterårsferien bliver dedikeret til indsamlingen.

Billeder af stenene deles på de sociale medier, hvor det har ført til stor opbakning. 
Foto: Nicolai Sand

Knæk Cancer

Det er første gang Heidi og hendes far indsamler penge til Knæk Cancer. Idéen opstod, da de gerne ville støtte det gode formål. De har ikke selv haft cancer, men har alligevel haft sygdommen inde på livet. 

”Vi har ikke selv haft cancer, men vi været i berøring med det, da vi har haft pårørende, som har været ramt af cancer. Det har vi jo alle på en eller anden måde. Derfor er det en god sag,” fortæller Heidi Skjøttgaard.

De penge, der bliver indsamlet til Knæk Cancer, går ifølge Kræftens Bekæmpelse til kræftforskning, forebyggelse og patientstøtte. Størstedelen af de indsamlede penge bliver givet til Børnecancerfonden. 

Der blev i 2019 doneret 143,3 millioner kroner til Knæk Cancer på landsplan. Dette års Knæk Cancer foregår d. 24. oktober.