Midttrafiks nye ruteplaner efterlader flere unge fra landsbyerne uden adgang til bus

Adgangen til offentlig transport er ulige fordelt. Nu er kommunen klar med en app, der skal hjælpe de unge ud af kniben.

Emil Hammershøj fra Øster Villing. Foto: Privat

”Nå… Så sked de på os igen”.

18-årige Emil Hammershøj havde netop fået praktikplads hos Grundfos i Bjerringbro, da Midttrafik den 9. august besluttede sig for at nedlægge det eneste busstop i hans landsby Øster Villing.

Beslutningen blev truffet som led i en storstilet omlægning af den kollektive trafik, der ifølge formand for miljø- og teknikudvalget Frank Nørgaard skulle fordele de regionale og lokale ruter mere jævnt over kommunen.

Emils historie viser, hvordan adgangen til offentlig transport fortsat er ulige fordelt. Han blev sammen med sin mor tvunget til at investere i en bil, for at han kunne komme frem til sit praktiksted i ordentlig tid.

Introducerer ny app til samkørsel

I kommunens forvaltning er man bekendt med problematikken.

Udviklingskonsulent Line Sørensen fortæller, hvordan ruteomlægningen var ”god for nogle, træls for andre”.

Derfor har man nu introduceret en ny app, der skal give de unge en hjælpende hånd med transporten: Samkørselsappen ”Ta’ Med”.

Som bruger af appen kan man enten søge eller tilbyde lifts til andre brugere, og håbet er, at appen vil stimulere samkørsel mellem borgerne internt i kommunen.

Firmaet bag appen, FDM, kører lige nu med et introtilbud, hvor alle brugere kan benytte Ta’Med gebyrfrit, så betalingen går direkte til chaufføren.

Hvor meget en tur skal koste, vælger chaufføren selv.

Adspurgt om, hvorvidt han kan se idéen med Ta’ Med, svarer Emil Hammershøj:

”Jeg tror, folk nemmere kan komme i skole – hvis der er nok, der bruger appen”.

Netop antallet af brugere, er de også spændte på at følge med i inde hos kommunen.

Appen har i følge Line Sørensen vist lovende resultater på Sjælland, og man håber nu, at den vil blive taget ligeså godt imod af de unge ude i Randers Kommunes landdistrikter.

,